søndag den 7. august 2011

Cheesecake med hindbær



Kan du lide cheesecake? Det kan jeg! Desværre har jeg verdens mindste køkken. Jeg har to kogeplader og min ovn er en bordovn fra Melissa på kun 16 liter. Så da jeg besøgte mine forældre i Kjøbenhavnstrup greb jeg chancen og erklærede køkkenet for mit domæne i et par timer.


Bund
  • 300 g Digestive (jeg bruger discountudgaven)
  • 150 g smør
Den nemmeste måde at knuse kiksene er at putte dem alle sammen i en pose og smadre dem med en kagerulle. Få dine aggressioner ud på de stakkels kiks, og fortsæt så med at smelte smørret, enten i en gryde, eller i microovn. Pas på det ikke brænder på. Bland kiksekrummer og smør i en skål.

Smør så en springform af gennemsnitlig størrelse og drys med sukker, hvis du vil være ekstra sikker på at kagen slipper. Så maser du kiksemassen ud i et jævnt lag, og cirka en cm op af siderne. Bag den ved 200 grader i cirka 15 - 20 minutter. Bunden kan godt bages lidt tid i forvejen, for den tager tid at afkøle, og det er ikke så godt at hælde fyldet på en varm bund.

Fyld
  • 4 blade husblas
  • 400 g flødeost naturel 
  • Saft af 1 lime
  • 1½ dl græsk yoghurt 2%
  • 100 g flormelis
  • 4 dl piskefløde
Bland Flødeost, lime, yoghurt og flormelis i en skål. Hvis du har en af de der store, lækre røremaskiner er den perfekt, men en håndmikser eller bare et normalt piskeris kan også gøre det. Husk at smage på det. Er det syrligt nok? Skal der mere sukker i?

Så skal du udbløde husblas i koldt vand (der er en vejledning på pakken). Smelt så husblassen over vandbad. og hæld det i ostemassen i mens du rører kraftigt. Det er lidt vigtigt, for ellers kan der komme klumper. Sørg for at det hele er blandet rigtig godt, og pisk så fløden til flødeskum og vend den forsigtigt i.

Hæld den uimodståelige, lækre, syndige flødeostecreme oven på kiksebunden (som stadig er i springformen!) og stil den i køleskab.

Gelé
  • 2 - 300 g Hindbær
  • 3 tsk Rørsukker
  • Et par spsk vand
  • 3 blade husblas
Læg husblassen i blød (igen som beskrevet på pakken). Hindbær, sukker og vand koges langsomt i en lille gryde til det er helt udkogt. Hæld hindbærsovsen gennem en si, og tilbage i gryden sammen med den udblødte husblas. Rør rundt, og lad det køle lidt af inden det hældes oven på kagen, og stilles tilbage i køleskabet.

Første gang man laver sådan en fætter kan det godt tage lidt tid, men det er det hele værd! *om nom nom*

5 kommentarer:

  1. Lavede din cheesecake her til min fødselsdag - mmmmmmmmmmmm hold da fast den var lækker!!! (Har tilladt mig at kopiere opskriften på min blog, med kildeoplysninger) ;o) Men jeg synes bunden smuldrede for mig - har jeg gjort noget forkert?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm... Har du mast kiksemassen godt nok sammen? :)

      Slet
  2. Fantastisk opskrift - uden tvivl den bedste cheesecake ever - mums og tak for lækker opskrift, der er så klart formuleret, at selv en bagetumbe som mig kan forstå den (og ikke mindst lave den ;-))

    SvarSlet
  3. Super opskrift - jeg bruger frosne hindbær til selve geleen og så pynter jeg kagen først med friske hindbær over det hele og hælder geleen over!
    Den er virkelig god - :-)

    SvarSlet
  4. Hej
    Jeg faldt over denne opskrift for 3 uger siden, og er nu i gang med at lave den for 2. gang ;)

    Den er rigtig god, - og cremen er syndig ;)

    Jeg laver den dog på en brownie bund i stedet for kiksebund...
    det skulle du prøve, det er fantastisk..
    tak for en super opskrift.

    vh Julie

    SvarSlet