onsdag den 10. august 2011

Sticky rice med mango og fersken



Kender du det når man bare er dødsens træt, og man mest har følelsen af at man burde være blevet i sengen? Det er lidt min dag i dag - på trods af at jeg faktisk lå i sengen en hel time for meget i morges *ups*

Dagen starter fantastisk med at jeg vågner klokken halv seks og tror jeg er ved at komme for sent i skole. Det lykkes mig heldigvis at falde i søvn igen (med skumle drømme om vandscootere, drager og forlystelsesparker). Desværre vågner jeg så først klokken lidt i otte, hvilket ikke er super heldigt når man skal møde senest halv ni, og det tager en halv time at cykle til skole.

Ved et mirakel kommer jeg kun 3 minutter for sent, og nu sidder jeg så her og sover ned i tastaturet og håber at klokken snart kan blive så meget at min dejlige kæreste kan komme og hente mig. Jeg vil bare hjem, putte under dynen og se noget Matador (tysken er lige kommet til Korsbæk!). Jeg har tænkt mig at overraske kæresten med de her bacon-kartofler fra Newyorkerbyheart til aftensmad. Jeg ved så ikke lige hvad der skal til, men til dessert skal vi have sticky rice med mango og fersken (en af mange asiatiske retter som jeg holder rigtig meget af).

Sticky rice
  • 2 dl ris der klistrer f. eks. jasmin (og altså ikke parboiled )*
  • 3 dl vand
*Man kan få specielle sticky rice (Kow Neow), beregnet til den her slags mad, men jeg har ikke kunne finde nogen, og jasminris virker også fint.

Hvis du kan koge ris, så bare spring let og elegant over det her afsnit, og kog risene. Ellers så læs videre. Det er rigtig nemt at koge ris. Mange studerende er nok mere sikre i pasta-kogning, men ris er lige så nemt.

Hæld vand og ris i en lille gryde. Hvis du har tid, så lad risene stå og trække i vandet i 10 - 15 minutter. Sæt så risene over ved middel varme og vent på at de begynder at koge. Husk at sætte låg på gryden. Når de koger, så skru ned på svag varme og lad dem koge i 10 minutter. Tag dem så af varmen og lad dem stå med låg på, indtil du skal bruge dem. Nemt ikke?


Kokosmælke-sauce
  • 2,5 dl kokosmælk (lad være med at bruge light! den er bare fuld af vand)
  • 2 - 3 spsk sukker
  • 1 tsk maizena
  • 1 knsp salt
  • vanille (enten vanillesukker eller fra vanillestang)
Bland kokosmælk og maizena og varm det i en gryde ved middel varme. Det må ikke koge voldsomt og husk at røre i det hele tiden. Når det er blevet varmt, og næsten koger, så tilsæt resten af ingredienserne og rør rundt til det hele er opløst.

Bland det meste af kokosmælken og de nykogte ris og anret eventuelt i portionsskåle. Det er ikke sikkert at du skal bruge alle risene, det kommer an på din smag og hvordan du kan lide det. Jeg kan godt lide det med meget kokosmælk og ikke så mange ris. Det sidste kokosmælk hældes over til sidst.

Du kan servere det når det er afkølet. Gerne med masser af frisk frugt som mango, frisk ananas, fersken, jordbær og banan.

2 kommentarer: