onsdag den 15. februar 2012

Madblogtræf og tomatsuppe

Meget orange tomatsuppe (30% frigansk)

Whoa..! Så overraskede jeg lige mig selv! Jeg har meldt mig til Madblogtræf til efteråret, og er mildt sagt pisse nervøs! For det første fordi det betyder at jeg skal møde 19 mennesker jeg aldrig har mødt før - og jeg er altså genert ud over hvad der må regnes som sundt. For det andet fordi jeg nok ikke er specielt erfaren med madblogging. Jeg vil helst undgå at dumme mig foran en masse mennesker, eller udstille hvor lidt jeg ved i forhold til mange andre.

Jeg er ganske givet bedre end det fleste folk i min vennekreds når det kommer til at stå i et køkken, men hvor langt rækker jeg når jeg står ved siden af folk der bruger så meget tid og energi på mad som mange madbloggere gør?

Jeg må vist lige i træningslejr over sommeren, og læse en masse kogebøger og se noget Top Chef. Mmmmmmh... Top Chef. Måske lidt dansk Masterchef også, samt Lidt Jamie Oliver, Camilla Plum og ikke mindst Spise Med Price! Det lyder slet ikke som træning, det lyder bare hyggeligt gør det!

Men anyways. Indtil dagen oprinder hvor jeg skal af sted til Odder, må jeg have udnyttet tiden lidt. Godt der er et halvt år til (mon man får en præmie for at være den blog med færrest faste læsere? :D ).

Dagens ret er tomatsuppe. Jeg hader tomatsuppe og har hadet tomatsuppe lige siden jeg gik i SFO, hvor jeg smagte det første gang. Rettelse: Jeg hader færdigkøbt tomatsuppe! Hvordan kan man få noget så enkelt til at smage så sødt og vammelt og fuldkommen ulideligt kønsløst? Det var en åbenbaring da jeg første gang smagte hjemmelavet tomatsuppe. Varm, krydret og slet ikke vammel-sød men en perfekt balance af sur, sød og salt. Fantastisk siger jeg bare.

Den her lavede jeg den anden dag da jeg havde skraldet en bakke flotte tomater, og ikke vidste havd jeg skulle gøre med dem. Det er en rimelig portion til 2 - 3 mennesker alt efter hvor meget vand du tilsætter. Jeg kan bedst lide min suppe tyk.


Tomatsuppe med kokosmælk:
  • 6 - 8 tomater
  • 1 dåse flåede tomater (især hvis det er vinter, da friske tomater smager af pap)
  • 1 løg
  • 2 - 3 fed hvidløg
  • 2 tsk frisk revet ingefær (eller pulver)
  • 1 - 2 tsk stødt spidskommen
  • lidt karry efter smag
  • olie
  • vand
  • salt
  • citronsaft
  • sukker
  • ½ dåse kokosmælk (eller en hel hvis du rigtig godt kan lide kokosmælk)
Skær et kryds i tomaterne og skold dem med kogende vand. Pil skrællen af, fjern stilken og skær dem groft ud. Snit løg og hvidløg og svits det i olien sammen med karry, spidskommen og ingefær. Kom tomater og dåsetomater i og lad det simre lidt. Hæld 3 - 4 dl vand på og smid lidt salt i og lad det småkoge 20 minutters tid.

Når du synes suppen er kogt færdig kan du enten blende den med en stavblender eller beholde den rustikke tekstur. Skru ned for varmen og tilsæt kokosmælk og smag til med salt, sukker og citron. Du kan med fordel tilsætte lidt chili for at give suppen lidt varme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar