torsdag den 22. marts 2012

Æblefisk og konkurrence

Det er ikke en bagt kartoffel ..

Men der i mod en form for æblefisk med karamel lavet af kondenseret mælk - ja ja jeg er med på moden! Når jeg nu ikke er blevet forfalden til at putte lakrids i alt - som åbenbart er en landsdækkende epidemi i disse dage - kan jeg jo prøve nogle andre lækre ting.

Jeg blev fuldkommen forelsket i idéen om at lave karamel da jeg læste om den på The Food Club for et par uger siden. Jeg har aldrig i mit liv haft en dåse kondenseret mælk i mit køkken så jeg købte en med fra Rema 1000. Men den kom jeg altså til at åbne i et anfald af dessert-cravings. Og jeg kan kun anbefale frisk frugt i stykker med kondenseret mælk. Det kommer helt klart op på siden af råcreme.

Men så kunne jeg jo ikke lave karamel af det. Øv. Så jeg måtte op i den lokale EuroSpar hvor de heldigvis også havde den famøse dåsemælk. Og den kom direkte hjem i gryden så jeg kunne få mig noget karamel. Men det var altså med rimeligt mange nerver på at jeg satte den til at koge. Jeg var pænt bange for at dåsen skulle eksplodere! Hvilket der sjovt nok ikke er nogen der nogensinde nævner når de lokker med karamel-på-dåse-goodness.

Fremgangsmåden er simpel. 1 dåse kondenseret mælk (min var fra Nestlé) lægges i en gryde og der fyldes vand på så det dækker et par cm over dåsen. Gryden sættes til at koge i 3 - 4 timer og der efter stilles dåsen til afkøling i en times tid eller mere. Kom den for guds skyld ikke i koldt vand! For så kan jeg godt forestille mig at der kan ske uheld med sådan en brandvarm dåse fuld af kogende karamel. Dåsen skal også være dækket af vand under hele kogningen og den behøver bestemt ikke koge voldsomt når det først begynder at boble. Den skal bare simre lige så stille.

Min fik cirka 3½ time, men jeg synes det var i overkanten. Næste gang får den nok lige under de 3 timer.

Der er blevet spist af min karamel!

Om dåsen er halv tom eller halv fuld må komme an på sindelag, men det er hvad der er tilbage efter jeg har haft kæresten på besøg. Det smager sgu ikke dårligt! Og det kan bruges til alt muligt. Man kan bruge det som smørepålæg eller i kager og tærter. Jeg havde nogle butterdejsplader i fryseren og æbler i køleskabet så det blev en personlig favorit: æblefisk (også kaldet butterdej med fyld af æbler og andet godt).

Æblefisk med karamel:

  • 2 plader butterdej
  • karamel lavet af kondenseret mælk
  • 2 æbler
  • vanillekorn
  • kardemomme
  • æggeblomme til pensling
Lad butterdejen tø op i cirka 20 minutter. Skræl og skær æbler ud i små tern og bland dem med krydderier. Smør et godt lag karamel på midten af dejen - der skal være et par centimeter til kanten så den kan lukkes. Læg så mange æbler på der kan være plads til og luk kanterne med en gaffel. Til sidst pensles med æggeblomme og den bages i ovnen 15 minutter ved 180 grader.


Og så vil jeg afslutte dette mammut-indlæg med at annoncere at jeg vil afholde et give-away når jeg når til 15 faste læsere. Indtil da vil jeg forsøge at få pakket mit liv ned i flyttekasser så jeg kan rykke i ny lejlighed den 2. april... Der er kun 10 dage til!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar