fredag den 30. marts 2012

Vietnamesiske forårsruller med fuldkornsnudler


Ikke nok med at det er nemt at lave og smager super skønt, så er friske forårsruller (også kaldet vietnamesiske forårsruller) også ganske sunde!

Jeg fik dem første gang hjemme hos en af mine venner der kommer fra Vietnam. Han havde fyldt bordet med små skåle og fade med alle mulige ting og sager man kunne fylde i: stegt kylling, omelet, stegt tofu, store rejer, forskellig slags salat, agurk, peberfrugter, hakkede nødder bønnespirer, avocado og selvfølgelig de meget vigtige friske krydderurter. Man kan lave rullerne lige som man vil, men de får en meget mere autentisk smag hvis man husker thai-basilikum, mynte og koriander mfl.

En anden ingrediens jeg synes rigtig godt om i rullerne er nudler. Jeg brugte fuldkornsnudler i dag, men jeg vil vove at påstå at alle slags kan bruges. Små fine glasnudler gør dem rigtig dekorative hvis man skærer rullen over på midten. Nudlerne kan vendes med f.eks. lime, chili, soya og hvidløg.

Fremgangsmåden er simpel: tag et stykke rispapir og dyp det i lunkent vand. Læg det på din tallerken og begynd at vælge fyld. Mens du gør det bliver det stive rispapir blødt og du kan kort efter lukke rullen. Fold papiret stramt ind over fyldet og rul en omgang. Fold siderne ind og rul færdig (det er lige som at rulle en hver anden forårsrulle).

Dem jeg lavede i dag indeholdt: icebergsalat, agurk, nudler med hvidløg og sød chilisauce, hakkede peanuts, limesaft og stegt tofu.

Rullerne kan dyppes i soya, chilisauce eller du kan prøve dig frem med fiskesauce, lime, frisk chili og soya.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar