mandag den 23. april 2012

Laks med urter og bagte rodfrugter


Som det nok er tydeligt har jeg fundet mit kamera. Heldigvis. Jeg var lige ved at blive rimelig nervøs, for det er nemlig ikke mit, men et jeg har på lån fra min skole.

Jeg syntes også det var ved at være pinligt at det var så længe siden jeg havde madblogget, så jeg tog mig selv kraftigt i nakken i går og lavede ordentlig aftensmad (næsten uden snyd). Det blev til bagt laks med friske krydderurter, rodfrugter med forskellige krydderier og så en salat med de fineste små økologiske radiser. Sovsen er rent snyd. Ni kroner i Netto, men sovs er stadig ikke min stærke side.

Men det blev en ubetinget succes! Selv min kæreste som kan være en lille bitte *host-host* smule kræsen, spiste op og slikkede tallerkenen. Og så var det meste lavet med lækre øko-grøntsager fra Odense Fødevarefællesskab.

Bagt laks med krydderurter og rodfrugter
  • 4 stykker laks
  • olie
  • friske krydderurter (jeg brugte kørvel, purløg og porre)
  • salt og peber
Smør et lille ovnfast fad med olie og læg laksen i med skindsiden nedad. Hak dine urter meget fint på et skærebræt sammen med salt og lidt peber. Bland lidt olie i, så det bedre hænger sammen og fordel det oven på laksen. Tryk det 'fast' på laksen og stil det til side.
  • 1 kilo kartofler
  • ½ kilo jordskokker
  • 1 stort løg
  • 6 - 8 fed hvidløg
  • krydderier (salt, paprika, karry, timian, garam masala mm. alt efter smag)
  • 2 spsk olie
Rens kartofler og jordskokker. Jeg skrubbede dem bare grundigt, for jeg hader at skrælle kartofler. Rodfrugterne samt løget skæres groft ud og hvidløgene pilles og tilsættes hele. Bland hele molevitten med olie og krydderier og bag det i ovnen ved 225 grader i en halv time til 3 kvarter. Det kommer meget an på hvor store stykker du har skåret det ud i.

Laksen skal også bages. Den skal have cirka 10 minutter ved 225 grader, så du kan passende sætte den ind når det andet er ved at være færdigt. Laks må hellere få for lidt end for meget! Urterne skal ikke blive sorte.

Hele molevitten serveres med en frisk salat og sovs efter eget valg. Hvis man er lidt doven så anbefaler jeg jeg gerne en færdig salat fra supermarkedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar